SAMMENSURIET
SAMMENSURIET 26.04-05.05 2019
Udstillingstekst
Forløbet af en handling og erkendelsen af, at den ene handling fører til den næste i en uendelig rytme, er fundamentet i Julie Clifforth’s tankevirksomhed. Forståelsen af processen som den mest grundlæggende og uundværlige, er derfor med til at forme både hendes arbejdsgang og værkerne. Ved at anvende et bredt spektrum af teknikker og industrielle materialer, indgår Julie i en dialog, der strækker sig imellem objekter og arkitektur. Gennem en flydende og intuitiv proces, søger hun en materialefølsomhed, hvor skulpturen bidrager til en samtale mellem det følelsesmæssige og fysiske rum. Sensorisk hukommelse, impulser og abstrakte refleksioner, er ofte hvad der kickstarter et værk. De udstillede skulpturer har en skrøbelig karakter og er et mix mellem konstruktion og objet trouvé.
Såvel i installering som i udtryk, trækker Julies skulpturer på klare referencer og inspiration fra Græske ruiner og ruiner som begreb. Ved græsk arkitektur hersker et særligt fokus på rum, skala og krop, som er nogle af de lighedspunkter der også kan opleves i mødet med hendes skulpturer. Til Eks-rummet intime skala vil Julie skabe en totaloplevelse af indtryk i sammenspil med rummet, skulpturer og lys.
Titlen på udstillingen refererer til betydningen af ordet; sammenblanding af elementer der ikke passer sammen. Det er netop det udfordrende fundament for denne udstilling; at finde balancen i modstridende materialer.
LINK
1. EKS-RUMMET